Gjerrild Kirke

De tidligst kendte former af navnet Gjerrild er fra 1251, hvor det staves Gerwiltie, og 1342, hvor det staves Gerwyld. Det afslører, at navnet består af de to stavelser ”ger”, der betyder spyd og også bruges om en spydformet (lang og lige) naturforekomst, og ”væld”, der betyder kilde.

Det kunne give anledning til at tro, at Gjerrild – og kirken - er opstået omkring en hellig kilde.

Kridtstensarkitektur

Den forholdsvis store kirke er romansk og regnes for opført i 1100-tallet, og den er en af de flotteste og bedst bevarede eksempler på de kridtstenskirker, der blev bygget i det nordøstlige Djursland, hvor man havde de store kridtklinter nord for Grenaa til rådighed som byggemateriale. Gjerrild kirke er formodentlig bygget af kridt fra den nærliggende Karlby klint.
Figur 1. Gjerrild kirke set fra øst. Bemærk korgavlens fine arkade-udsmykning.

Gjerrild Kirke

Kirkerne er bygget af det øverste lag af kridt, den såkaldte limsten , der hører til kridtformationens yngre dannelser, og som ligger tæt på jordoverfladen flere steder, bl. a. i klinten nord for Grenaa, ved Karlby og Sangstrup, hvorfra stenene til alle kirkerne er taget. Her ligger limstenen ikke som en fast sammenhængende klippemasse, som ved Stevns og Bulbjerg, men løsere partier og fastere blokke er blandet mellem hinanden. Det har derfor ikke været let at skaffe det store antal kridtsten. Derfor varierer stenenes størrelse i kirkemurene meget, fra et par tommer til hen mod en alen. Kiler og indfældede småstykker forekommer tit. Murene er i dag hvidtede, så stenene ikke ses.
Der er ikke benyttet stenhuggerværktøj ved tildannelsen af stenene. Den grove bearbejdelse er sket med økse, hvorefter stenene er afskrabede eller glattede med skarpe jern, som også er anvendt til udskæring af ornamenterne i murene.
Også indermurene er særdeles fint udført i kridtsten. Fugerne er ofte så fine, at der ikke kan føres et knivsblad ind i dem. Derimod er det indre af murene på vanlig vis fyldt med skærver og håndsten i kalkmørtel.
De andre kridtstenskirker på Djursland er Karlby, Voldby, Hammelev, Enslev, Vejlby, Lyngby, Nødager og Rosmus. De oprindelige kridtsten er dog ikke bevaret i alle kirkerne.

Udsmykning

Modsat de granitkvadre, som de fleste af 1100-tallets romanske kirker er bygget af, så var kridtstenene et blødt materiale og derfor let at lave udsmykninger i. Det gælder også Gjerrild kirke, der er udsmykket med fine blindarkader og halvsøjler – arkaderne (buer) øverst oppe på korets og skibets langmure, søjlerne på korets østgavl. Arkaderne på koret og skibet er en anelse forskellige.
Figur 2. Blindarkader i skibets nordmur.

Blindarkader i skibets nordmur

Korgavlen mod øst er udsmykket med fire høje blindarkader mellem flade halvsøjler1 (se fig. 1 af kirken set fra øst). Midterste søjle overskæres af et lille cirkelrundt vindue, der måske ikke er oprindeligt. Vinduet er tilmuret indvendig og danner her en niche. Udsmykningen med et sådant lille rundt vindue midt i en søjle genfindes i Enslev kirke.
1 Fagudtrykket for en sådan halvsøjle er normalt en ”pilaster”, men her, hvor søjlerne er uden kapitæl og base, er det rette udtryk et ”lisen”.
2 Fagudtrykket for en bue, der danner en halv oval, er på grund af ligheden med en kurvehank en ”kurvehanksbue”.
Norddøren, der var kvindernes dør, er tilmuret, men dens fine kridtstensportal ses endnu i form af to trekvart søjler af kridtsten, mens bueslaget ovenover er erstattet af en halvt oval bue2 og ommuret med teglsten.
Syddøren, mændenes dør, er stærkt ommuret og findes nu i våbenhuset. En del af dens halvrunde bue ses over våbenhusloftet.
Da der tilbyggedes et kapel mod nord, måtte blindarkaderne på nordmuren fjernes her. Men seks af dem blev udtaget og genanvendt som udsmykning på kapellets nordgavl, hvor de nu ses og spiller fint sammen med de oprindelige blindarkader på den bevarede nordmur. Kapellet er ellers opført i teglsten.
Figur 3. Den tilmurede norddør.

Den tilmurede norddør

Tilbygningerne: kapel, våbenhus og tårn

I sengotisk tid, sidst i 1400- eller i 1500-tallet, blev der tilbygget et tårn mod vest og et våbenhus mod syd. Begge bygninger er opført i teglsten, såkaldte munkesten, der blev almindelige ved kirkebyggeri i gotisk tid i 1300- og 1400-tallet. Dog er tårnets nederste del opført af kridtsten.
I tårnet er der et trappehus i sydvesthjørnet, hvor en vindeltrappe er ført ca. halvanden meter – trekvart omgang - op i kridtsten, men derefter fortsætter som simple trætrapper.
Det har været nævnt, at nederste del af tårnet på grund af kridtstenene kan være romansk, men sandheden er snarere, at den er samtidig med resten af tårnet, men blot praktisk nok har genbrugt kridtsten fra ombygningen af kirken. Samme problematik med en underdel af tårnet i kridt ses i Voldby.
Et rummeligt mellemstokværk i tårnet med stor tilmuret rundbueåbning mod vest tyder på, at rummet har været anvendt som oplagsplads for tiendekornet.
Våbenhusets sider har haft små vinduer, hvoraf det mod vest er bevaret, mens det andet mod øst er tilmuret. Gavlen er senere fornyet med små sten.
Kapellet mod nord blev tilbygget i 17. århundrede, formodentlig i perioden, hvor Christen Skeel ejede Sostrup, d. v. s. 1640-88, i samme periode, som det rige inventar blev tilført kirken. Gavlen er som tidligere nævnt udsmykket med blindarkader fra den nedbrudte nordmur i skibet, mens der højere oppe i taggavlen er et enkelt blændingsfelt med tvilling-rundbue uden midterribbe. Tilbygningen blev anvendt til kapel indtil engang i 1800-tallet.
Kor og skib blev i sengotisk tid forsynet med hhv. et og to krydshvælv. Der er også krydshvælv i tårnrummet og tilbygningen mod nord. Krydshvælvene i skibet og tårnrummet blev i sin tid forsynet med kalkmalerier, hvoraf dog kun malerierne i skibet er bevaret. De sætter til gengæld i dag et iøjnefaldende præg på kirkerummet.

Altertavle og prædikestol i ”storbarok”

Når man træder ind i kirken, er det første, der falder i øjnene, fontehimlen, den prægtige altertavle, samt prædikestolen med lydhimmel i overdådig barok stil. Denne udsmykning stammer fra Christen Skeel den Riges tid i 1680`erne. Over indgangen til prædikestolen ses årstallet 1683, og over altertavlens topstykke ses Christen Skeel og hustru Birgitte Rosenkrantz` anevåben. Opgangsportal og himmel til prædikestolen bærer sønnen Jørgen Skeels fire anevåben. Skeel-slægten havde base på Gl. Estrup, men ejede godser flere steder på Djursland, herunder bl. a. det nuværende Sostrup, som Gjerrild kirke hørte under. Birgitte Rosenkrantz døde 1677, Christen Skeel 1688, hvorefter Jørgen Skeel overtog godserne.
Barokkens trang til bevægelse og dramatik understreges af de snoede søjler både omkring altertavlen og på prædikestolen. Desuden er der en rig udsmykning af gevandter, draperier og planteornamentik. Bevægelse og overdådighed overalt.
Figur 4. Kirkens indre. Døbefont med fontehimmel til venstre, alter og altertavle i midten, prædikestol med lydhimmel til højre.  

Kirkens indre. Døbefont med fontehimmel til venstre, alter og altertavle i midten, prædikestol med lydhimmel til højre

Alterbordet er muret op i kridtsten. Altertavlebilledet er et fornemt træskærerarbejde og forestiller nadveren. På siderne ses rankeomvundne obelisker. Topstykket er et krucifix med to småengle – ”puttier” – på hver sin side ved foden.
Prædikestolen hviler kunstfærdigt på en figur af Moses, der står med de ti bud, ”lovens tavler”. Selve stolen er udsmykket med Kristus i midten og ved hans side de fire evangelister.
Alt sammen i fornemt træskærerarbejde, givetvis af samme mester som altertavlen. Vi står over for det kendte tema: det gamle testamente indvarsler eller bærer det nye testamente, og det nye testamente er fuldbyrdelsen af varslerne i det gamle testamente.
Moses som symbol på det gamle testamente og Kristus og evangelisterne som symbol på det nye er ganske sædvanlig.
Fontehimmelen er en fremstilling af Kristus blandt småbørn.
Figur 5. Moses med lovens tavler bærer prædikestolen med Kristus og de fire evangelister – det gamle testamente er grundlaget for det nye.

Moses med lovens tavler bærer prædikestolen med Kristus og de fire evangelister – det gamle testamente er grundlaget for det nye.

Døbefonten

I kirkens overdådighed af inventar og kalkmalerier lægger man i første omgang ikke meget mærke til døbefonten. Og dog er den på alle måder ganske bemærkelsesværdig.
Da vores største kender af romanske granitdøbefonte, M. Mackeprang3, udgav sit store værk om Danmarks middelalderlige døbefonte i 1941, bemærkede han, at de østjyske døbefonte ”står i løvens tegn”. Det skal forstås på den måde, at ca. 180 eller omkring en tredjedel af alle østjyske romanske granitdøbefonte har en eller flere løver eller løvelignende dyr som udsmykning i stenrelief – ofte i form af to løvekroppe med fælles menneskelignende hoved. Det gælder også i det gamle Randers Amt, hvortil Djursland hører.
3 M. Mackeprang: ”Danmarks middelalderlige døbefonte”, Kbh. 1941. Mouritz Mackeprang (1869-1959) var direktør for Nationalmuseet fra 1922 til 1938.
Fænomenet med dyr, der har to kroppe med fælles hoved, kendes helt tilbage fra Mesopotamien. Det er aldrig blevet tolket helt til bunds. Nogle mener, at de mærkelige ”dobbeltdyr” i virkeligheden er ét dyr med volumen og altså fremstillet med to flanker.
Gjerrilds døbefont har to gange to løver. Dels en ”normal” dobbeltløve med to kroppe forenet i et fælles hoved. Men desuden en særdeles ”unormal” dobbeltløve, hvor de to kroppe forenes i et stort hovede på et menneske, der står i et fad – eller noget fadlignende.
Og ikke nok med det. Billedrækken fortsætter med en arkade med rankeudsmykning, hvori en ulv – eller er det en hund? – angriber en hind eller i hvert fald et hjortelignende dyr. Og i en arkade ved siden af er der et dyr, der ligner en grif, d. v. s. et fabeldyr med løvekrop og ørnehovede. Normalt har en grif vinger, men de mangler her.
Figur 6. Gjerrild-døbefontens billedrække udfoldet: fra venstre dobbeltløve, derefter dobbeltløve med menneske i ”fad”, så ulv (eller hund) angriber hjort, og endelig til sidst i arkade et grif-lignende dyr. Planteornamentik omkring figurerne – måske er planterne beskyttende livstræer? Mackeprang s. 284.

Gjerrild-døbefontens billedrække udfoldet: fra venstre dobbeltløve, derefter dobbeltløve med menneske i ”fad”, så ulv (eller hund) angriber hjort, og endelig til sidst i arkade et grif-lignende dyr. Planteornamentik omkring figurerne – måske er planterne beskyttende livstræer? Mackeprang s. 284.

Denne usædvanlige billedrække af udsmykning fik Mackeprang til helt at opgive at sætte Gjerrild-fonten i nogen form for ”bås” inden for den store gruppe af løvefonte.
Han inddeler ellers de østjyske løvefonte i otte grupper, hvoraf den kendteste er ”Djurslandmesteren” Horders døbefonte, hvoraf der står 17 på Djursland. Men tre døbefonte på Djursland lader sig ikke rubricere, nemlig fonterne i Vejlby, Hjortshøj og Gjerrild. Gjerrild kirkes døbefont hører med andre ord til den store gruppe af østjyske løvefonte, men inden for denne gruppe er den noget helt for sig selv.
Figur 7. Dobbeltløven med menneske i ”fad”

Dobbeltløven med menneske i ”fad”

Hvordan skal den usædvanlige billedrække på døbefonten tydes?
For det første det relief, der først fanger opmærksomheden: dobbeltløven med mennesket i et fad eller noget fadlignende – nogen har talt om et bæger.
Andre har ment, at der hverken er tale om et fad eller et bæger, men derimod en stiliseret fremstilling af Jordans vande, og at figuren forestiller Kristus, der døbes i Jordan-floden.
Jeg vil slutte mig til dem, der mener, at der er tale om et fad – måske et dåbsfad? Det er vel nærliggende, at netop på en døbefont ser man en dåb fremstillet. Måske har billedet været vendt mod norddøren, hvor kvinder med et barn, der skulle døbes, kom ind. I middelalderen stod døbefontene nederst i kirken, mellem de to indgangsdøre. Løven, dengang sikkert malet i grelle farver, har straks påkaldt sig opmærksomhed. Den var betragtet som et magtfuldt dyr. Guddommeligt – et symbol på Kristus. På døbefonten omsluttes den døbte med andre ord af den guddommelige magt og beskyttelse.
Den anden dobbeltløve skal formodentlig også forstås som udtryk for guddommelige, magtfulde og beskyttende kræfter. Til beskyttelse af kirkerummet mod onde magter.
Ulven, der angriber en hind: det må være det onde, der angriber det gode. Kampen mellem godt og ondt, som gennemsyrer alle billedfremstillinger i vore middelalderkirker. Om ulven lykkes i sit forehavende, ved vi ikke.
Hvordan griffen, sidst i billedrækken, skal tydes, er usikkert. Griffen var på tidspunktet for afbildningen ikke et fabeldyr, for man troede langt hen i 1600-tallet på, at den eksisterede i virkeligheden. Den kendes helt tilbage til sumerisk tid og er kommet til vores verden via de gamle grækere, der opfattede den som et dyr, der vogtede. Griffen passer på denne måde fint sammen med de beskyttende løver. Måske antyder den som afslutning på billedrækken, at det ikke lykkes ulven (det onde) at overmande hinden (det gode)?

 

Skrevet i forbindelse med Ebeltoft Museumsforenings besøg i kirken 30. sept. 2017.
Vilfred Friborg Hansen