Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Pilgrimsruten: Sankt Gertruds Sti

Tag på pilgrimsvandring på Norddjurs
Grenaa har fået sig en pilgrimsrute!

Mange har lagt mærke til nye skilte, som er kommet op i Grenaa og det nordlige opland – nærmere betegnet Fornæs Pastorat.

Skiltene viser vej rundt på en ny Pilgrimsrute – Sankt Gertruds Sti.

Pilgrims-ruten

Pilgrimsvandringen udgår fra Sankt Gertruds Kirke i Grenaa,
der i daglig tale kaldes Grenaa kirke.

Sankt Gertrud var blandt andet kirkebygger og de rejsendes beskytter.
Hun var kendt for at holde hånden over dem, der færdedes på rejse.
Af samme grund vendte man sig til Sankt Gertrud for at få hjælp på rejser både her i livet,
men også på den sidste rejse efter døden.

Sankt Gertruds Sti er en Pilgrimsrute på ca 80 km, der går mellem 14 kirker, én kirkeruin og én kirkeskov i Fornæs Pastorat.Ruten er delt op i 16 etaper.
Desuden er der en rute på Anholt på 21 km.

Etaperne går fra kirke til kirke.
Langs ruten er der også unikke kulturhistoriske steder.
Man kommer primært til at gå ad gamle historiske stier, småveje,
gennem skove, samt langs klinter og strande.
På Pilgrimsfærden møder man således områdets forskellige landskaber.

Der er udarbejdet et pilgrimspas, hvori man kan læse om både kirker,
natur og historie på ruten.
Passet kan erhverves på turistkontorer og i kirker i Fornæs Pastorat.
Ved de enkelte kirker er der unikke stempler, som man kan gnide ind i sit pas.

Vandrekort er at finde på Grenaa Turistkontor - Det gamle rådhus
Pilgrimspas kan købes for 25 kr. på Grenaa Turistkontor og Museum Østjylland Grenaa