Julekoncert m. sopran Anna Wierød, tenor Amin Jensen & pianist Janus Araghipour i Grenaa Kirke

14
DEC

Dato Lørdag d. 14. december 2019, Kl. 16:00 til kl. 17:00
Sted
Grenaa Kirke, Torvet 1, 8500 Grenå, Danmark

Lad julefreden sænke sig til dejlige julehits som ’In the Bleak Midwinter’, ’O Holy Night’, arier fra Händels Messias, Ave Maria og mange flere af de kendte og elskede traditionsrige julesange, duetter og christmas carols, som får minderne til at vælde frem og sætter gang i julestemningen. 

Anna Maria Wierød har trådt sine barnesko på Djursland og er student fra Grenå Gymnasium. Siden er hun uddannet klassisk sopran fra Solistklassen på Det Jyske Musikkonservatorium og de prominente konservatorier i Bremen og Basel. Hun er nu en efterspurgt solist i det klassiske koncertmiljø og har optrådt med koncerter og operaer i det meste af Danmark og Europa. Annas sanglige arbejde blev i 2015 anerkendt med Leonie Sonnings Talentpris. Annas varme stemme er alsidig og rummer alt fra det lyriske repertoire til større romantiske værker og hun har været solist i værker som Dvoraks Stabat Mater, Mozarts, Faurés og Brahms Requiem, Bachs Passioner, Händels Messias og meget mere. Anna er fast sopran i DR Koncertkoret og assisterer jævnligt i DR Vokalensemblet.

 Amin Jensen er kendt som sanger og Tv-vært. Han har deltaget i et hav af Tv-programmer, har lagt stemme til tegnefilm, flere onemanshows, revyer og forskellige former for optrædener, herunder musicalhovedroller, og blev hurtigt hele Danmarks darling som stand-up komiker og som syngende vært i ”Hit med Sangen”.  Amin Jensen har taget mange års intensiv privatundervisning hos Kgl. Operasanger Bonna Sønderberg, og har modtaget coaching af Ulrik Stærk, med hvem han siden hen har optrådt ved operakoncerter i ind- og udland. Amin Jensen er en naturlig, varm og overtonerig tenor med et usædvanligt overskud af volumen og høje c´er.

De to sangere bliver akkompagneret af den prisvindende koncertpianist Janus Araghipour, et af de mest lysende, unge klavertalenter på den danske koncertscene lige nu. Janus optræder som koncertpianist i hele landet, og er desuden en efterspurgt akkompagnatør i operamiljøet samt sangercoach og dirigent bl.a. ved London Belcanto Festival.

Glæd dig til en vidunderlig aften med både opera, klassiske julesange og engelske carols.


Koncerten er gratis

Ophavsret: