
Pilgrimsvandringer fra Simon Peters Kirke
Torsdag den 9. marts kl. 16.00 starter den første af foreløbig 7 pilgrimsvandringer op fra Simon Peters Kirke, Søgade 33. Med udgangspunkt i den svenske pilgrimspræst Hans-Erik Lindströms ”De syv nøgler”, vil vi den første gang vandre en tur på 5 km. i Grenaa Plantage med fokus på begrebet ”Frihed”.
De følgende 6 torsdage – ikke skærtorsdag den 6. april – fokuserer vi på de øvrige nøgler.
Vi starter op i kirkesalen med lidt introduktion og en salme, hvorefter vi går en tur til og i plantagen. Den første halvdel foregår i stilhed, og så stopper vi op og synger endnu en salme sammen. Herefter er der frihed til at vandre den sidste del tilbage i stilhed, eller til at snakke sammen; og man må naturligvis gerne forlænge ruten på egen hånd.
Man behøver ikke komme med en masse forudsætninger, så har du bare lyst til en anderledes, stille gåtur med kirkeligt indhold er du også velkommen. Der er ingen tilmelding – man møder bare op.
Husk tøj efter vejret.
For aflysning, datoer mv., vores hjemmeside: www.fornaespastorat.dk
Kontakt kirke- og kulturmedarbejder Jakob Nejsum, hvis du har spørgsmål – kkm8500@outlook.dk