Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Advarselsmeddelelse
Begivenheden har allerede fundet sted.

Julekoncert med Grenaa Koret i Grenaa Kirke

Dato
Onsdag d. 30. november 2022, Kl. 19:30 til kl. 21:00
Sted
Grenaa Kirke, Torvet 1, 8500 Grenå
Medvirkende
Grenaa Koret

Store og smukke klange i Grenaa Korets julekoncerter

Store komponister, store værker, stor korklang.

Det står på programmet til Grenaa Korets julekoncerter i 2022. Grenaa Koret er 25-30 korsangere, der dyrker den klassiske kormusik under ledelse af dirigent Ulf Espelund Klausen. Ulf Espelund Klausen er organist i Grenaa Kirkerne og det er hans første julekoncerter med Grenaa Koret.

Et af de store værker ved koncerterne er ”Cantique de Jean Racine”, komponeret af Gabriel Fauré i 1865 med fransk tekst af Jean Racine. Det er et storslået, meget velklingende, men også krævende værk.

Det engelske kor-ikon John Rutter er kendt for at skabe stort anlagte, dybt musikalske korværker, og det får tilhørerne at høre i værket, ”What sweeter music”, som er komponeret over en tekst fra 1500-årene. Det er smukt og vellydende og rigtig svært ind imellem, så koret skal på tæerne.

Fra det engelske kommer også juleklassikeren ”In the Bleak midwinter” af den engelske komponist med det danskklingende navn, Gustav Holst.

Det engelske er i det hele taget godt repræsenteret i koncerterne, for her kommer også ”If Ye Love Me”, som er komponeret af Thomas Tallis, der levede i 1500-årene.

Engelsk er det også med julesangen ”Joy to the world”, en af de mest værdsatte engelske julesange, som især i USA er uløseligt forbundet med julen. Melodien er lavet efter inspiration fra G.F. Händel, som jo var tysk, men som havde en stor del af sit virke i England.

Händel var født samme år som Johann Sebastian Bach, (1685), og Bach har også et par værker med i Grenaa Korets julekoncerter. Det er kantate nr. 140 ”Gloria sei dir gesungen” og den meget kendte ”Jesus bleibet meine Freude”.

Danske salmer er også på programmet, ligesom koret aldrig går fra en julekoncert uden at have sunget ”Dejlig er jorden”. Desuden bliver der rig lejlighed for tilhørerne til at synge med på fælles salmer og sange.